San Pedro og Santiago


 
 
   
 

Dagen har været underlig tåget i morges og i eftermiddags også. Her kan man næsten ikke skelne mellem vandet og himlen. Jeg spiste friske frugter hos La Puerta og drak chai te. Så vandrede jeg langs stien mod dokken til Santiago.

   
 

  Her ses mit hotel og bjergene i baggrunden og den frodighed her er, selvom det har kun regnet 2 gange siden december.
   
 
   
  Hver dag opdager jeg nye planter, der springer ud. Jeg føler som om jeg spiser farver her. Det er ikke længere kun en synsoplevelse, men hele kroppen, der indtager indtrykkene.
   
 
   
  Dokken i San Pedro, med bådene, der sejler til Santiago eller Panajachel. Båden til Santiago viste sig at være større end de andre med hele 2 etager! Den sejlede mere stilfærdigt end de andre både, der drøner af sted med høj fart - kaptajnerne på de mindre både er nogle rigtige "cowboy" typer!
   
   
 

Nomadevandring 2010

   
Jeg var helt overvældet over markedet i Santiago: frugter jeg aldrig har set før, kæmpe sække med majskerner, bønner i alle farver og størrelser og ikke mindst kvinderne i deres fantastiske håndvævede/håndbroderede klæder - de købte ind og solgte varer - snakkede sammen og ordnede varerne. Og i Santiago er farverne på kvindernes klæder blå og violet. Aldrig har jeg set så mange smukke mennesker på et sted!
   
 
   
PÅ vejen tilbage til San Pedro om eftermiddagen var båden læsset med varer, der skulle videre. Nogle af disse tunge kurve bliver båret på ryggen af mændene med en sele, der går rundt om kurven og  op på panden. De har en råstyrke, der er fantastisk. Kvinderne bærer ting på hovedet, med en blød klæde viklet rundt, som støtte under kurven. Jeg bryder mig ikke om at fotografere Mayaerne, så jeg må se på nettet om jeg kan finde fotos for at illustrere, hvad jeg forsøger at beskrive!
 
 
   
Her er de tre vulkaner set fra båden mod Santiago om morgenen, hvor himlen nu er blå. Vandet i søen er blevet flot og klar og folk er begyndt at bade og svømme i den. www.lakeatitlanhealth.com rapport dateres den 19 december og de siger man skal kun svømme der hvor vandet er klart og ingen alge kan ses.
   
 
   
  I aftes var jeg på besøg hjemme hos mine to spansk lærer: Juan Manuel og Estela. De har tre skønne døtre (den yngste var træt og havde ikke lyst til at være med på fotos) og den ældste (til højre i billedet) er også en glimrende lærer og hjalp mig igennem de forskellige bøjninger af verberne. Hendes udtale er flot og klar!
   
 
   

Jeg fik fotograferet udsigten fra mit værelse ud mod søen ca. kl. 7:00.

   
 


 

 
1 2 3 4 5 6 7